Kundeservice

Det er fredag aften. Du ærger dig lidt over at du tidligere på dagen måtte aflyse en lækker bytursaftale med dine venner den aften, da din kollega er blevet forhindret i at tage morgenvagten den efterfølgende morgen. Du åbner alarm-appen på telefonen og sætter den til 05.15.

Uret ringer præcist da klokken slår 05.15 og du vælter ud af sengen - ikke fordi du har travlt som sådan, men du frygter at falde tilbage til drømmeland og dermed at skuffe din chef ved at komme for sent. Du mærker også et lille negativt sug i maven. Bliver det mon en af de dage, hvor du ikke skal agere skraldespand for uhøflige, negative kunder? En af de dage du egentlig aldrig har prøvet? Næppe. Men du trækker i arbejdstrøjen alligevel, velvidende om, at du går i hvertfald en snes sure kunder i møde. Hvem der dog bare havde været ude med vennerne aftenen før.. 

Du møder ind klokken 6.00. Din chef har været tidligere oppe end dig og er allerede i gang med dagens gøremål. Frostvarerne skal tjekkes igennem, mejerivarerne ligeså. De mange frugter og grøntsager skal vendes én for én - de mange kunder skulle jo nødigt støde på et stødt æble, en tarvelig agurk eller et brunt salathovede. Du og din chef gør jer mange forberedelser inden alle kunderne vælter ind kl. 8. Men på trods af jeres mange forberedelser og destruering af fejl og mangler, er det stadig ikke helt godt nok. Det vil du i hvertfald sande senere på morgenen og længere ud på dagen. 

Den store viser rammer 12 for 8. gang den dag. Du låser den automatiske skydedør op og de første kunder kommer ind ad døren i en lind strøm. Du smiler til dem alle - hver og én - og siger 'godmorgen' med overskud i stemmen. Det er ikke et overskud du har, men et overskud du tvinger frem for kundernes skyld - og for chefens. Butikken skal fremstå så venlig som mulig. 

De første kunder er rare og morgenfriske - nogle mere morgenfriske end andre. De smiler - positivt overraskede - tilbage og sender et 'godmorgen' i din retning. Din overskudsbare stiger et par grader, da du får følelsen af at have gjort morgenen lidt bedre for et andet menneske. Du sætter dig ned bag kassebåndet på den velkendte kontorstol og bipper de første af mange varer ind. 

Timerne går og kunderne der nu møder op, er ikke lige så rare og friske som dem der besøgte butikken tidligere. Du smiler dog stadig med samme overskud og byder dem velkommen. En del af kunderne smiler tilbage, imens der er en anden del af dem som sender undrende blikke i retur. Du undrer dig over deres reaktion på din venlige gestus, men lader dig ikke stoppe i at smile til de næste kunder. 

Du sidder bag kassen og har en lang slange af mennesker stående i din kø. Du er ret sikker på at det ikke er dyr, der står i køen, men alligevel hører du dem pruste og grynte - som om de ikke kan sige hvad de mener, men bare skal gøre opmærksom på at de er rimelig utilfredse og at du er en idiot. Du ringer på klokken og for at få en ekstra kasse åbnet og imens du venter på at få køen mindregjort, gør en af dyrene længere nede i køen dig opmærksom på at han har stået i køen i mere end 2 minutter og at han syntes det er for dårligt. Sekundet efter, bliver en ekstra kasse åbnet. 

Du mærker pludseligt hvordan din overskudsbarer er dalet. Du byder dem stadig velkommen i butikken eller til den kasse du sidder ved, men det er slet ikke med samme lyst som før. Kunderne der kommer, er utaknemlige og har travlt. 

Du står nede bagerst i butikken og ordner nogle hylder, så de ser pæne og ordentlige ud - altså for kundernes skyld. En af kunderne (en af dem der har travlt, eller ikke kender til god opførsel) kommer ned og vrisser af dig - fortæller dig at du ikke har styr på tilbudende og at du skal se at få det. Hun belærer dig om, hvordan service fungerer og at hun vil vælge en anden butik en anden gang, for de har i hvertfald mere styr på deres tilbud end du har. Du smiler stadig - fuldstændigt uden overskud efter den overfusning  - og tager stille og roligt tilbudsavisen ud af hånden på hende. Du lukker hæftet sammen og viser hende de gældende datoer for tilbudende, som er fra d. 23. - i dag er det d. 21. På trods af din hjælp, fortsætter hun med at vrisse og skælde ud. Nu beretter hun om, hvordan du ikke har lavet den tekst stor nok - ja, at den ikke kan ses med det blotte øje. Du smiler stadig og fortæller hende, at du desværre ingenting har med katalogerne at gøre, og at du bare er en servicemedarbejder. Hun venter ikke med at gå, til du er færdig med at snakke, og du bliver afbrudt. Lidt som om at du er ligegyldig. 

Kunderne bliver mere og mere forskellige som dagen skrider frem. De fordrukne alkoholikere kommer frem i lyset og ud fra sine gemmer for at købe deres livsnødvendige varer. En del af dem er rare og passer sig selv, men en anden del er højtråbende og opfarende, hvis ikke du har de rigtige cigaretter eller de rigtige øl. Du er blevet oplært til ikke at sige noget til urimelige kunder, selvom du næsten ikke kan holde din mund i nogle situationer. Du er rettere sagt blevet oplært i butikken, til at lade folk træde på dig. Og det gør de... i stor stil. 

Du sidder i kasse 2, da der er mange mennesker i butikken og hjælper kasse 1 af med en del af køen. En kunde er i forvirring gået til den kasse uden cigaretterne og må derfor forlade køen for at hente en pakke hos kasse 1. Kunden bagved er tilfældigvis ikke ved sine fulde fem - hun har ikke alle kopperne på hylden længere, som din far ville have sagt - og hun bliver ederspændtrasende da kunden foran hende vender tilbage til kassen og skal til at betale. Kunden uden alle kopperne på hylden begynder at skrige op om hvordan kunden havde snydt foran hende og alt du kan gøre er, at sidde bag kassen og vente på at hun får skabt sig færdig. Du glemmer i et kort øjeblik det du har lært af ham der oplærte dig - det med at du ikke må sige noget igen eller det der ligner - og fortæller kunden uden alle kopperne på hylden, at hun skal holde sin mund og vente på at det bliver sin tur. Hun kigger forbavset på dig og brokker fortsætter med at brokke sig - dog så ingen rigtig kan høre hvad hun siger. 

Du har nu lige præcis intet overskud og går med skyklapper, for ikke at skulle snakke med unødvendigt mange kunder inden du har fri - du smiler halvt til kunderne der kommer ind og efter 7 timer på jobbet, er du ved at være godt træt af besøgende. Den sidste time går med overlevelse og du har kun små smil tilbage at give ud af. 

Da klokken endelig slår hel og du dermed har fri, er du ude af porten hurtigere end lynets hast. Helt slukøret og udmattet cykler du hjem, smider tasken, jakken og skoene i gangen og dig selv på sofaen. De sure kunders kommentarer kører rundt i hovedet på dig i lidt tid og du falder i søvn ved tanken om, at du igen dagen efter, har en tjans i butikken. Aldrig har en middagslur været så tiltrængt...